Gruppeudstilling d. 26. september – 12. oktober

SMYKKER – Af Malene Kastalje, Helle Bjerrum og Trine Trier

I anledning af den amerikanske organisation Art Jewelry Forums besøg i København, hvor 25 samlere vil besøge udvalgte smykkekunstnere, er Malene Kastalje, Helle Bjerrum og Trine Trier blevet ført sammen til en kontrastfyldt smykkeudstilling, kurateret af Art Jewellery Cph.

Tre stilarter mødes i galleri bærbart.

Overraskende og sanselig formgivning med silikone.

Stram geometri opløst i 3D.

Flydende poesi i guld og nylon.

Kunstnernes tilgang til materiale, form og udtryk viser nutidig spændvidde inden for dansk smykkekunst og værkerne skaber sammen en spændende fortælling om hvad et smykke er og kan være.

Udstillingen kan opleves i galleri bærbart fra d. 26. september til og med d. 12. oktober. 

 

Om kunstnerne

Helle Bjerrum er uddannet fra Designskolen i Kolding og tog afgang fra Institut for Ædelmetal i 1995. Hendes konceptuelle arbejde udspringer ofte af undren over forhold i omverdenen, der på en eller anden måde pirrer hendes personlige erfaringsverden. Værkerne bliver altså til i et spændingsfelt hvor det personlige er sat i perspektiv til det almene. Designsmykkerne fjerner sig fra det tematiske over mod rene æstetiske virkemidler, det er lysten til at udleve fornemmelsen for spændinger i rum og form, der driver. Læs mere www.hellebjerrum.dk

Malene Kastalje er uddannet på Danmarks Designskole i 1994. Hendes arbejde kredser ofte om den sårbarhed, som ligger implicit i vores liv. Med opløsningen og det skrøbelige som drivkraft, forsøger hun at spejle noget ukomfortabelt og alligevel dragende, samt at finde en balance mellem misvækst, mental styrke og sanselig skønhed. Havets daglige omfavnelse, den berusende lugt af rådden tang og bølgernes kraft, giver hende en forbundethed med naturen. Gevækster plukkes fra forladte hjørner, fejl sniger sig ind og lægger sig som små lommer af virkelighed. Smykkeobjekterne kan opleves som en udvidelse af det indre, materialiseret som en synlig vækst på kroppen. Læs mere malenekastalje.blogspot.com

Trine Trier er uddannet guldsmed hos Bent Exner i 1997 og siden 2015 indehaver af galleri bærbart. Hendes inspiration er ofte fra havet og det der gemmer sig i det. Både det levende og det ”døde” blandt andet i form af skibsvrag, koralrev og gopler. Til denne udstilling viser hun værker med titlen: Smykker fra havet. Der er linjer fra kraner og gopler fra havet, der mødes og smelter sammen til vragagtige vandvæsner. Smykkerne er enkle, skrøbelige og ”flydende” med gevækster af eksklusive juveler fra havet – koral, rav og perler, sammenføjet med en let konstruktion af ædelmetal og nylon. Trine Triers værker er skabt med lethed og fornemmelse af det svævende og vibrerende. Læs mere www.baerbart.dk/smykkedesignere/trine-trier

Art Jewelry Forum (AJF) er en amerikansk organisation, der formidler international smykkekunst til/for/om smykkekunstens institutioner, interessenter, udøvende og samlere. AJF blev etableret i 1997 og har med deres digitale og åbne platform, bogudgivelser, priser samt legater skabt et intelligent, refleksivt og uddannende rum, hvor medlemmer kan bidrage med indhold og hvor alle kan søge viden. Læs mere: https://artjewelryforum.org/

Art Jewellery Cph består af smykkekunstnerne Marie-Louise Kristensen og Annette Dam. Formålet med Art Jewellery Cph er at eksponere, præsentere og formidle kontemporær smykkekunst for et nationalt og internationalt publikum. Art Jewellery Cph arbejder for at dygtiggøre det professionelle miljø af smykkekunstudøvende i Danmark og har fokus på kommunikation, oplysning og relations udvikling lokalt og globalt. Læs mere: http://www.artjewellerycph.dk/