Smykkeserier af Trine Trier

Smykkerne fra min hånd er oftest inddelt i temaer eller designtyper. En bestemt formgivning, en særlig teknik og et særligt materiale kan give næring til flere idéer og føre til en hel smykkeserie. Mine smykkeserier bærer navnene Havets perler, Anarkist, Førstedamer, Isflager, Nullermænd og Ringe i vandet . Der kommer hele tiden nye smykker til, efterhånden som inspirationen indfinder sig.

Hvis du har en særlig interesse for formgivningen eller udtrykket i en af smykkeserierne, men ikke rigtigt kan finde et smykke, som passer, så sig endelig frem – så designer vi i samarbejde det, du kunne blive glad for.

Havets Perler

Med lyden af Vesterhavet i opvæksten er vand, blæst og strand blevet til en evig fascination af havet og dét, der gemmer sig i det. Havet er grundlaget for kollektionen Havets perler.

Rav, koral og kulturperler er i samspil med spørgsmålet: “Hvordan holdes en perle?”  blevet til enkle og elegante smykker udført i klassiske materialer med traditionelle guldsmedeteknikker.

Se Havets perler

Anarkist

Hvad sker der, hvis man kombinerer det klassiske smykkedesign; en brilliant i en fatning af guld med et helt fremmed materiale? Det spørgsmål førte til fingerringen Anarkistens prinsessering, som er en humoristisk “fuck finger” til alt det pæne. Samtidig er det en elegant og ny måde at bruge det lille “bling” svævende over fingeren.

Ringene fås med brillianter og andre facetslebne sten og kan fremstilles i flere farver. Kollektionen består af fingerringe.

Anarkistens prinsessering vandt prisen Håndfuglen i 2009.

Se Anarkister

Førstedamer

5 kvinder vælger hver især 5 ens sten i hver sin farve. Opgaven er at lave en ring til en kvinde med power og mod. Det blev til fem store og flotte ringe i hver sin stil – Førstedamer blev de kaldt.

Jeg valgte at fokusere på, hvordan stenen holdes fast. Opgaven blev løst med nylonsnor og spinkle guldkonstruktioner, der får ringene til at fremstå let og svævende.

Kombinationen af metal og nylon er både stærk og spinkel og giver uendelige muligheder for nye Førstedamer – og deres børn!

Ringene er købt af statens kunstfond og modtog Håndfuglen i 2011.

Se Førstedamer

Isflager

Jeg deltog i en udstilling med grønlandsk guld som tema, da det i starten af årtusindeskiftet blev muligt at få guld eksklusivt fra minen i Nalunaq.

Jeg fik inspiration til et halssmykke via fotos af drivende is og isflager i det grønlandske farvand.

Isflagerne er efterhånden blevet en evergreen, og kollektionen udvikler sig hele tiden. Smykkerne udføres både i sølv, guld og – i det omfang det kan lade sig gøre – i grønlandsk guld.

Se Isflager

Nullermænd

Kært barn har mange navne!  Når kunder spørger efter kruseduller, fuglereder, atomsystemer, fnug, krimskrams, fluer, dimser, fnuller, insekter, knuder – og på norsk: “hybelkaniner” – så er det med sikkerhed Nullermænd, de er ude efter.

Nullermændene kom til verden i 2003, hvor de deltog i kunsthåndværkermarkedet på Vor Frue Plads, hvor de blev en succes – og det har de været lige siden!

Nullermændene fås i sølv og guld – og nogle gange også med små brillianter.

Se Nullermænd

Ringe i Vandet

Flere forskellige smykker har samlet sig i denne serie. Oprindelig lød spørgsmålet: Hvordan ser mine smykker med nylonsnor ud, hvis jeg fjerner min “darling” –  nylonen?

Så kommer ringen ned på hånden igen, og det er fingeren, der holder ringen på plads. Ringskinnen og cirklerne ovenpå fingeren sidder altså løst sammen. Det er blevet til flere smykker – også smykker uden nogen særlige tekniske finesser – bare fine i sig selv.

Se Ringe i Vandet